Er du til natur, fred og rolige omgivelser? Kan du slappe af med en formidabel udsigt? Kan du holde fri uden bilen ved døren – med rådyr, harer og fasaner som nærmeste naboer?
Kan du nøjes med én kirke, én restaurant og én mini-golf, og værdsætter du traveture langs vandet og en af Danmarks bedste badestrande, så er feriehuset på Tunø noget for dig.
Den bilfri ø Tunø med 65 fastboende ligger en lille times færgesejlads fra Hou ved Odder. I 1934 lod Aarhuus Stiftstidendes chefredaktør Louis Schmidt opføre en højt beliggende og rummelig jagthytte med storslået udsigt fra Mols i nord over Samsø i øst til Endelave i syd.
Det oprindelige hus fremstår i store træk som dengang, nu blot tilføjet bekvemmeligheder som køkken med køleskab med lille fryser, brusebadeværelse (med vandskyllende w.c.), el-varme, TV (Cromecast), radio og internet (se opslagstavlen i køkkenet). Desuden er der pejs og brændeovn i stuen. En tilbygning fra 2010 supplerer med bl.a. to sovekamre og et badeværelse med brus.
Der er 10 sovepladser fordelt på et soveværelse og tre kamre + en weekendseng samt høj barnestol til spisebord. To voksen-dyner er 220 cm. lange. Feriehuset er helårsisoleret og kan benyttes året rundt.
Der er busforbindelser mellem Odder og havnen i Hou samt langtidsparkering i rimelig gå-afstand til Tunø-færgen. Fra Tunø Havn tager det få minutter at gå til feriehuset.
Postadressen er Tunø Hovedgade 6, 8799 Odder.
Telefonnummeret var Tunø nr. 3 (86553003), men fastnet er nedlagt.
Tæt ved færgelejet, efter affalds-stationen, står (som regel) husets tohjulede trækvogn, der kan benyttes til bagage. Sæt den tilbage ved havnen, når du rejser. Ofte kan man hyre en lokal ”traxa” dvs. traktor inkl. fører og anhænger.
Huset er stort set udstyret med det grej, de fleste umiddelbart har brug for. Dog skal man selv medbringe sengelinned, håndklæder, viskestykker og særligt køkkenudstyr som f.eks. specielt skarpe knive etc. På Tunø er mobildækning og 4G-forbindelse af svingende styrke og kvalitet.
Feriehuset udlejes primært på ugebasis med skiftedag fredag aften, afstemt efter færgetiderne www.tunoefaergen.odder.dk. Man skal selv gøre rent efter sig.