Det kræver en lille ø at komme ned i gear

Af Hanne Damgaard Frette, Fyens Stiftstidende

Så sluttede den sommerferie, og jeg er i skrivende stund i gang med den første arbejdsuge, mens de fleste holder ferie. De seneste år har jeg foretrukket at gå på ferie sammen med alle skolebørnene og tage tre eller fire uger i streg for så at vende tilbage, når der er allermest stille på redaktionen.

I år føles det, som om sommerferien er ræset af sted med fire feriedestinationer rundt omkring i landet og så en blød landing i den tredje og sidste uge med al vasketøjet samt sengelinned og håndklæder fra besøg i et feriehus på Tunø.

For mig er sommerferie lig med en uge på en eller anden ø, hvor livet bliver mere simpelt. Og en lille ø, tak, for jeg bor faktisk på en større ø, forstås. I år var vi så heldige at få fingre i et hus på Tunø, som ovenikøbet viste sig at være bilfri, så ølivet blev endnu mere simpelt, end vi plejer.

Så vi – den 13-årige og jeg – gik rundt på øen, som i omkreds er under 10 kilometer. Selv stod jeg op om morgenen for at gå hen til det nye og rare købmandspar efter friske forsyninger. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har gjort. 

De sidste par dage dukkede to af yngste datters klassekammerater op. Cykler blev lejet, og så var de rundt på øen: Til købmanden, til stranden, til minigolfbanen eller til et nyt, skønt spisested, som hedder Blåkærgård, som vist er rykket fra Samsø til den lille ø.

Nu er jeg så rykket tilbage til ”min” store ø og er glad for ølivet. Dog kræver det en lille ø at komme helt ned i gear.