Skrevet af Ivar Rønsholdt,
(Regelmæssig gæst i Tunøhuset siden 1968)
Medio sommer 2019
Når Tunøfærgen slår sit lille herresving mellem Revet og havnen for at bakke ind til sit leje, kan man på soldækket lægge øre til forventningsfulde førstegangs-besøgende og deres spontane ytringer. De spejder ud over havnen med de ventende traktorer og ned på alle lystbådene. Så løfter de blikket og får øje på Det Gule Hus helt oppe på bakken. Det ligger og praler majestætisk, badet i formiddagens stærke sollys.
”Se det hus deroppe! Hold da op! Sådan et sommerhus kunne jeg godt tænke mig. ” Ja, det tror da pokker!
I hundredvis af medarbejdere på Århus Stiftstidende og deres familier har i mere end 60 år nydt godt af ferieophold i det dejlige hus med den formidable beliggenhed og udsigt. Stakken af gæstebøger i husets skuffe er spækket med begejstrede og taknemmelige skriverier.
Redaktørens jagthytte anno 1934
Hvem skal man så rette takken til? Ja, i første omgang til manden, der lod huset opføre som herskabelig jagthytte i 1934: Redaktør Louis Schmidt.
Han var i 1910 kommet til Aarhuus Stiftstidende som ung journalist og markerede sig hurtigt som et strålende talent, dybt optaget af uafhængig, slagkraftig journalistik og moderne bladdrift. Ti år senere købte han for privat-lånte penge avisen, som han mellem de to verdenskrige – også kendt som ”Matador epoken” – bankede op til at blive hele byens blad og provinsens største aftenavis.
Louis Schmidt var altså blevet en velhavende bladudgiver – Aarhus’ største skatteyder – da han i begyndelsen af 1930’erne fattede interesse for Tunø. Han var ivrig jæger og med i et selskab, der havde jagtret på Tunø. De mange jagtture til den lille, fredelige ø bragte ham i god kontakt med flere lokale folk. På sine traveture havde han blandt andet for vane at lægge turen ind om den lille kampestens-smedie nær gadekæret. Det var lidt af et mødested. Snakken gik, og med journalistisk tæft erfarede redaktøren, hvad der rørte sig på øen. Han noterede sig blandt andet, at den unge, nygifte husmand Søren Theilgaard var økonomisk trængt og stod i sin nød i begreb med at sælge ud af sin jord på Møllebakken.
Netop her havde Louis Schmidt i nogen tid drømt at bygge sig en jagthytte. Nu hørte han, at Theilgaard var gået i forhandling med chokoladefabrikant Jakobsen fra ”Carletti” i Århus, der også var interesseret i at bygge på Tunø. Der måtte handles – hurtigt. Han spurgte Theilgaard, om der var indgået handel og skrevet papirer. Det var der ikke.
”Jamen så kan De vel lige så godt sælge til mig”, sagde Louis Schmidt. ”Jeg er interesseret i at købe hele arealet. Jeg ønsker ikke at have naboer. Hvad skal De have for det hele?”.
Søren Theilgaard tænkte sig om. Han havde en gældspost, der virkelig tyngede ham. Han skyldte 1200 kroner i Tunø Brugsforening, hvor hans svigerfar var formand. Det var ikke godt. Hvis han nu kunne få den gæld ud af verden, var der mulighed for at komme helskindet gennem krisen (1200 kroner svarede til et halvt års løn til en skolelærer i 1930’erne).
Så det blev den pris, han satte: 1200 kroner. Louis Schmidt slog omgående til, greb til tegnebogen og betalte straks. Han tilføjede, at Theilgaard kvit og frit kunne fortsætte som hidtil med at dyrke sine afgrøder, bl.a. kartofler, porrer og asparges, på den del af det ret store areal, hvor der ikke skulle bygges hus.
Vigtigt var det for Louis Schmidt, at det blev lokale Tunø-håndværkere, der fik arbejdet med at bygge huset. Så det blev murermester Poul Johannes Nielsen, der fik entreprisen. Han havde både tegnet og bygget flere andre huse på Tunø. I 1934-35 stod huset færdigt, og Louis Schmidt brugte det – foruden til jagtfrokoster med vennerne – til at komme til hægterne igen, når han havde haft et af sine tilbagevendende, ondartede migræneanfald, der livet igennem plagede ham.
Krigens mørke skygge
Blandt andet var han indlagt på Amtssygehuset i Århus i påsken 1945, da han måtte tage imod et forfærdeligt budskab – det værst tænkelige: Hans ældste søn, Børge Schmidt, var om natten blevet myrdet i sit hjem af besættelsesmagtens danske håndlangere fra Petergruppen.
Louis Schmidt kom sig aldrig over tabet af sin søn. Han isolerede sig i store perioder i huset på Tunø. Og han mistede den gnist og virkelyst, der havde gjort ham til en af de højst respekterede og mest beundrede bladledere i dansk presse gennem 25 år. Han døde i 1952.
Fra jagthytte til feriebolig
Louis Schmidts yngste søn, Erik Schmidt, overtog efter en bitter magtkamp og arvestrid kontrollen med det familieejede Stiftstidende i 1964. Han gjorde i 1972 bladet fondsejet, og det var også ham, der stillede Tunøhuset til rådighed som feriebolig for medarbejderne. Erik Schmidt døde i 1983.
Men Århus Stiftstidendes Fond eksisterer stadig. Den er uafhængig af avisen og har egen bestyrelse. Fonden har adskillige gange doneret penge til forbedringer og udvidelse af Tunøhuset, der administreres af et medarbejderstyret feriehusudvalg – og med tidligere medarbejder, journalist Finn Olsen, som en ihærdig og myreflittig vicevært siden omkring årtusindskiftet. Det er ikke mindst hans fortjeneste og ferme håndværkersnilde, at huset løbende er blevet forbedret og fulgt med tidens krav til en feriebolig.
Så ringen er på en måde sluttet: Louis Schmidt lagde grunden til den avissucces, som i år 2000 indbragte Fonden et betydeligt, tocifret millionbeløb, da Stiftstidende endegyldigt blev solgt til Berlingske. En (lille) del af afkastet af disse penge er brugt på det sted, som Louis Schmidt satte så stor pris på.
Vi fastlandsboere, der nyder en ferie her, kalder det selvfølgelig ”Tunøhuset.” På øen hedder det slet og ret ”Det Gule Hus på bakken”. Det er også det, man kigger på, når man igen står på Tunøfærgens soldæk før afgang mod Hou. Efter en herlig uge på øen kan man iagttage de nye lejere sno sig op ad Møllebakken – med jublende børn benende forrest.
Huset står klar til nye gæster. Nye oplevelser. Ny fred og ro i sindet.
Mundtlige kilder:
•Søren Theilgaards sønner Regnar og Oluf Theilgaard (begge nu afgået ved døden).
•Datteren Anne-Marie Theilgaard, der driver ”Stalden” og ”Minigolfen” i den gule ejendom neden for Tunøhuset.
Skriftlige kilder:
•Mindebogen om Louis Schmidt af Richardt Gandrup , 1957 (bogen ligger i Tunøhuset).
•Erik Scmidts personlige erindringer om familiestriden og magtkampen om Aarhuus Stifstidende efter Louis Schmidts død.