Tre terner og en tejst – tredive års avisbåde til Tunø

Ternen (3) på vej mod Tunø.

Der er dem, der med et vist vemod husker avisbåden, som engang dagligt stævnede ud fra Hou til Mårup og Tunø med dagens aviser, posten og måske et par passagerer.

Der er dem, der (som undertegnede) sejlede med avisbåden, når man som medarbejder på Aarhuus Stiftstidende var kommet i betragtning til en ferieuge i Tunøhuset, for turen frem og tilbage med avisbåden Ternen var en del af pakken. Så mødte familien op med sit habengut ved Ternen i god tid før afgang og så gik turen østover med skipper Poul Kristiansen, som kendte farvandet mellem fastlandet, Samsø og Tunø som sin egen bukselomme.

Og så er der dem, der er alt for unge eller befinder sig et sted i den moderne mediekoncern, hvortil fortællingerne om dengang ikke er nået. Endnu.

At den daglige Stiften skulle sejles til Samsø og Tunø – måske – har sin helt særlige begyndelse, den lader vi lige vente.

At avisen i en årrække fra 1958 til 1987 faktisk havde hele tre forskellige avisbåde, alle navngivet Ternen, plus en enkelt med navnet Tejsten – den historie tager vi her.

Ternen (1) 1958–1965
Den første Ternen var en tidligere toldkrydser, som i oktober 1958 blev købt af Aarhuus Stiftstidende og fik sit nye navn og hjemhavn i Hou. De første par år var det havnefogeden fra Mårup, der var skipper.

Poul Kristiansen fra Hou blev skipper i 1960.

Sidenhen blev Rasmus Hansen ansat som bedstemand. Af og til var Pouls far, Harald, medhjælper. Især da avisen i december 1962 fik kontrakt på postbefordringen til og fra Samsø og Tunø. Det var dengang, man kunne poste et brev den ene dag og det var fremme hos modtageren den næste. Sådan havde det bare ikke været på Samsø og Tunø hidtil, hvor postbefordringen var foregået med Statsbanernes ruteskibe mellem Århus og Kalundborg og breve og pakker ankom og afgik i retning Jylland og Sjælland skiftevis hver anden dag.

Postaftalen betød, at Ternen fra nu af havde to daglige ture på hverdage – en afgang fra Hou klokken 7:45 med dagens post, og en eftermiddagsafgang klokken 13:00 med en frisk udgave af Stiften.

Ternen (2) 1965–1979
Den anden Ternen blev bygget i 1941 i Sverige, hos Gustafsson & Andersson Vervs AB og sejlede sine første år som svensk toldkrydser, indtil den blev Stiftens nye avisbåd i 1965 – igen med Poul Kristiansen ved roret.

Ternen (2) – fotoet fra 1965 hænger i ishuset i Hou :-)

Stiften solgte i august 1979 Ternen (2) med kendingsbogstaverne XP4000 til Aage Jensen i Grenaa. Aage, som i øvrigt kom til verden på præcist samme dag, 23. februar 1941, som Ternen blev indregistreret ovre i Sverige.

Aage købte båden for én million kroner og Ternen skiftede hjemhavn til Grenaa.

Samme Aage fik senere tilnavnet Dynamit-Aage og fandt sammen med Indianer-Stig. De to sejlede havet tyndt i jagten på skibsvrag – især forliste, tyske ubåde fra Anden Verdenskrig i Kattegat, hvor Ternen blev deres dykkerbåd. Dynamit-Aage døde i december 2019.

Læs om Dynamit-Aages jagt på vraget efter den tyske ubåd U534

Du kan læse om Dynamit-Aage og Indianer-Stig her i Stiften, men artiklen siger intet om, at vrag-jægernes båd var den tidligere avisbåd:

Hvad der siden blev af Ternen (2), ved vi ikke. Den er i dag slettet af skibsregistret og ingen derude svarer længere på kaldesignalet XP4000.

Tejsten 1970-1979
Ud over at være en af de fredede fuglearter på Tunø, blev Tejsten også navnet på den avisbåd, Aarhuus Stiftstidende a/s erhvervede sig i december1970. Bygget i 1946 på Københavns Yact og Motorbaadsværft til Toldvæsnet sejlede båden med kendingsbogstaverne OXFK sine første år under navnet Viben med København som hjemhavn.

Det vil sige, at Stiften i årene 1970 til 1979 havde hele to avisbåde, der sejlede mellem Hou, Samsø og Tunø.

Tejstens videre skæbne hedder i store træk: 1979 solgt til hjemhavn i Svendborg, 1981 hjemhavn i Grenaa, på tvangsauktion i 1983, 1987 hjemhavn Bønnerup Strand og endelig i 2015 slettet af skibsregistret, da den ikke længere sejler erhvervsmæssigt.  

Og så alligevel et livstegn, for minsandten om ikke Tejsten dukker op igen i en pressemedelelse fra Campen Auktioner og minsandten om ikke Tejsten opnåede hammerslag på 9200 kroner dagen før sankthans her i 2024.

Campen har en fin beskrivelse af Tejsten her

Ternen (3) 1979-1987
Den tredje og sidste i rækken af avisbåde er sikkert den, de fleste husker.

Ternen, med kaldesignalet OU4445 hugget ind i dæksbjælken, blev bestilt og leveret som nybyggeri fra Fredericia Bådbyggeri til Aarhuus Stiftstidende a/s og indsat som avisbåd 20. juni 1979 – igen-igen med Poul Kristiansen ved roret. Stålskroget var bygget hos Vojens Skibsbyggeri og maskinen var to 156 hestes Penta dieselmotorer, som senere blev opgraderet til et par 215 hestes Perkins dieselmotorer.

Nye tider
Den sidste Ternen blev solgt otte år senere, 21. september 1987 for trekvart million kroner. Dermed sluttede en æra på næsten 30 år med Aarhuus Stiftstidende som skibsreder.

To år senere flyttede Stiften med mus og mand, den nyindkøbte, supermoderne rotationspresse og hele pivtøjet fra Kannikegade til det nyopførte domicil på Olof Palmes Allé i Skejby. Eventuel sammenhæng i øvrigt ufortalt, men nye tider var det. Aarhuus Stiftstidende blev til Århus Stiftstidende, eftermiddagsavis blev til morgenavis, og et nyt og mere rationelt liv begyndte for det gamle bladhus. Poul Kristiansen døde som bare 61-årig i 1990.

Ternen i dag
Ternen 3 er stadig aktiv og hjemmehørende i Hou havn. Den er i dag og siden 2014 ejet af den tidligere havnefoged i Hov, Palle Johansen.

Faktisk er Ternen 3 på Facebook, hvis du vil følge med i dens færden.

En begyndelse, 1946
Men hvorfor og hvordan gik det til, at Stiften stod til søs? Årsagen bliver antydet i en artikel i Stiften, 1. december 1962, hvor vi kan læse at:

“Aarhuus Stiftstidende fandt i sin tid ud af, at Tunø og Samsø var avismæssigt et meget forsømt område, og derfor ville de gøre et fremstød på øerne.”

Fandt ud af? Måske er der mere i det, end de to linjer.

Aarhuus Stiftstidende var dengang i høj grad synonym med sin legendariske ejer og chefredaktør Louis Schmidt. Bladkonge, ville man måske sige i dag. I hvert fald både Ridder af Dannebrog og på bramfri fod med kongehuset. Det var Louis Schmidt, som i 1934 lod Tunøhuset bygge som sin jagthytte.

Louis Schmidt var vild med Tunø og jagthytten, og det var hertil, han trak sig tilbage – også efter han mistede sin ældste søn, Børge, som blev likvideret i sit hjem i Risskov af en af tyskernes terrorgrupper, 29. marts 1945, i krigens sidste dage. Efter clearingmordet på Børge gik Louis Schmidt og familien under jorden på Tunø. Det kan du læse mere om i Ivar Rønsholts artikel ”Det gule hus på bakken” .

Richardt Gandrup beskriver i 1957 i sin mindebog om redaktøren, ”hvor godt den lille øs stilhed og fred var for ham” og hvordan ”i en lang aarrække gav han hvert aar to unge mennesker fra Tunø et højskoleophold, for at de kunne komme til fastlandet … og siden vende hjem med friske impulser for sig selv og andre”.

Ifølge Hou Lokalhistoriske Arkiv lavede avisen i 1946 en aftale med Hous havnefoged, i øvrigt med det velklingende navn Rasmus Færgemann, om at sejle avisens søndagsudgave til Tunø og Samsø.

Summa summarum, der kan næppe herske tvivl om, at Tunø havde en særlig plads i hjertet hos den gamle redaktør. Ej heller virker det usandsynligt, at kærligheden til øen var kraftigt medvirkende til beslutningen om, at Aarhuus Stiftstidende s’gu skulle sejles derover.

Således er der – måske – en sammenhæng mellem Tunøhuset og Aarhuus Stiftstidendes mangeårige engagement i avis- og postsejlads til øen. Og måske er der noget om det rygte, der siger, at avissejladsen var redaktørens tak til øboerne.

Ole Rode Jensen,
Færdigskrevet i juni 2024
– selvfølgelig i Tunøhuset og med udsigt over havnen på Tunø.

Kilder:
”Avisbådene fra Hou” PDF skrevet af Per Floris og Preben Jensen
”MS Ternen (3) af Hou”PDF skrevet af Per Floris
”Dynamit-Åge” PDF
Aarhuus Stiftstidende 2/12 1987
Aarhuus Stiftstidende 20/6 1979
”Toldkrydseren Tejsten: En historisk rejse fra patruljebåd til privat ejerskab”, presseinfo fra Campen Auktioner.
”1946 Avisbåd til Tunø” skrevet af Kirsten Mørk, Hou Lokalhistoriske Arkiv
“Redaktør Louis Schmidt en levnedsskildring ved Richardt Gandrup”, Gads Forlag 1957
Skibsbladet, https://shipregister.dma.dk/